Blander vi et motionsløb (hvor man også kan gå) sammen med en metalkoncert?
Ja, det er egentlig ligeså simpelt som et riff, der river hul i en mørk nat: Fordi vi tror på fællesskaber. Og sundhed – både den fysiske og den mentale. Ja, det lyder lidt langhåret, men det vi jo for Fanden også…
Vi vil gerne blande de to fællesskaber sammen til et endnu større fællesskab.
Løbe-fællesskabet har allerede budt mange velkommen: Dem, der gerne vil gå. Dem, der gerne vil have en håndbajer, når de har løbet. Bare for at tage et par eksempler.
Metal-fællesskabet har altid budt alle velkommen – du er ligeså velkommen i battlevest, som du er i dueblå skjorte.
Begge fællesskaber handler rigtig meget om passion, og har man den, ja, så træder man bare indenfor.
Og for os giver det god mening at blande de to fællesskaber, fordi de hver især kan åbne døre til nye verdener. Begge verdener kan være sveddryppende og kræve skarp træning. Ikke at man sådan umiddelbart kan sammenligne et halvmarathonløb med god omgang wall of death – men måske lidt alligevel.
Vi tænker, at metalkoncerter og -festivaler kræver deres mand/kvinde – både fysisk og mentalt. Og her kan træning i løbe- eller gå-sko være med til at skabe et godt fundament. Og så kræver begge verdener – ja, verden generelt – at vi også har fokus på den mentale sundhed. Både motion og metal kan være med til at booste den mentale sundhed. Og derfor håber vi, at vores arrangement kan være en løftestang for det.
Michael Hvolgaard Andersen, stifter af Næstved Metalfest og forsanger i flere bands – eksempelvis Withering Surfae og Thorium
Morten Dam-Sørensen, løber og metal-entusiast
